Emmersbæk kirke
Emmersbæk kirke.
Emmersbæk Kirke bruges flittigt af menigheden i hele sognet, både ved gudstjenester på alle søn- og helligdage og i hverdagene.
I Emmersbæk kirke finder vi meget af sognets arbejde med børn og unge, her mødes onsdagscafeen en gang om ugen, og der er koncerter og sogneafter .
Emmersbæk kirke er placeret i området Emmersbæk i den sydlige del af Hirtshals by
Asger Højlundsvej 1 (find på kortet her).
Den er åben for besøg hverdage mellem 8.00 og 16.00.
Om kirken
Planlægning af ny kirke.
I 1980 vedtog menighedsrådet at bygge et nyt kapel og menighedshus til afløsning af vandrekirken (eller flyttekirken, som den blev kaldt).
Byggeriet
Den 11. september 1982 blev grundstenen nedlagt, og allerede den 6. februar 1983 blev den nye kirkebygning indviet som kapel og menighedshus af biskop Henrik Christiansen, Ålborg.
Kirkebygningen
Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet Friis & Moltke, Århus. Den er på 280 m2, og består af en kvadratisk kirkesal. På de to sider, som sideskibe, er placeret konfirmandstue, køkken, garderobe, toiletter, våbenhus, magasin og præsteværelse. Gulvbelægningen i alle rum er træfliser.
Det kvadratiske kirkerum er afskåret i det ene hjørne; her står alteret under et korsformet vindue, der udgør kirkens facade ud mod Margrethevej og Asger Højlundsvej. Mellem kirkerum og den oprindelige konfirmandstue er der indsat en skydedør, så kirkens 120 siddepladser kan suppleres med yderligere 50.
Klokkestablen
Klokkestablen blev udført i limtræ fra Lilleheden Limtræ. Men på grund af en uheldig konstruktion måtte klokketårnet i 2015 rives ned og erstattes af det nuværende tårn.
Klokken er støbt i Holland i forbindelse med byggeriet af kirken i 1982.
Den bærer indskriften: "Ære være Gud i det højeste
og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag" (Lukas 2, 14).
Kirkens status
Først i 1985 fik bygningen officiel status af kirke.
Ved kongelig resolution af 25. juni 1985 blev Emmersbæk kapel og menighedshus godkendt som kirke, og den tillagdes navnet EMMERSBÆK KIRKE.
I 1997 udvidedes kirken med menighedslokale og ny konfirmandstue.