Hirtshals kirke
Om Hirtshals Kirke
Hirtshals Kirke bruges flittigt af menigheden i sognet. Der er velbesøgte gudstjenester på alle søn- og helligdage, og der arrangeres koncerter og andre arrangementer på hverdage.
Hirtshals kirke er placeret centralt i Hirtshals by på adressen
Kirkevænget 3 i Hirtshals (find på kortet her).
Den er åben for besøg hverdage mellem 8.00 og 16.00.
Fra Hirtshals Kirkes historie
Før Hirtshals kirke blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet, måtte de dengang ca. 500 beboere i det lille samfund i Lilleheden - som området dengang hed - gå den lange vej til Horne kirke for at komme i kirke.
Det var i 1905 tanken om en kirke i Lilleheden for første gang blev fremsat offentligt, og arbejdet med planlægningen blev igangsat.
Grunden til kirke og kirkegård blev købt i den østlige udkant af byen. Dengang var der kun meget spredt bebyggelse rundt om kirken.
Byens senere udvikling har betydet, at kirken i dag er beliggende omtrent i byens midtpunkt.
Kirken bygges
Kirken blev tegnet af arkitekt Carl Valdemar Harrild, København.
Den 9. oktober 1907 blev grundstenen nedlagt, og den 16. august 1908 blev kirken indviet af biskop Christian Møller, Aalborg. Byggeriet kostede i alt 33.000 kr., som delvis blev indsamlet lokalt og delvis blev givet i statstilskud.
Den nybyggede kirke rummede omkring to hundrede siddepladser. Inventaret var enkelt og stringent. Alterbord, døbefond og prædikestol var fremstillet af lyse sandsten.
Der var ingen altertavle, men på alteret var der anbragt et stort mørkt egetræskors, udført af den lokale snedkermester P. Chr. Samuel, der også var medlem af det udvalg, der havde arbejdet for kirkens opførelse.
I midtergangen mellem bænkene hænger kirkeskibet, som er en fuldrigger, der er fremstillet af en havnebetjent Dam i Frederikshavn. Det blev skænket til kirken af byens borgere i forbindelse med indvielsen i 1908.
I 1953 blev korset udskiftet med en altergruppe i nøddetræ, som forestiller Kristus på korset med Jesu mor på den ene side og apostlen Johannes ved den anden. Altergruppen blev udført af billedhuggeren Eigil Wedel Schmidt.
I 1960'erne blev kirken udvidet ad to omgange og undergik store forandringer, som du kan læse mere om her
I 2007 blev kirken restaureret og den fik et nyt orgel - se mere her