Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Liedkoncert med Signe Asmussen, sang, Arne Jørgen Fæø, klaver

Dato
Onsdag d. 21. oktober 2020, kl. 19:30
Sted
Hirtshals kirke, Kirkegade, 9850 Hirtshals
Medvirkende
Signe Asmussen og Arne Jørgen Fæø

FRANSKE OG NORDISKE LIEDER I HIRTSHALS KIRKE

Denne aften er der genhør med sangerinden Signe Asmussen, der i samspil med kirkens organist, Arne Jørgen Fæø, fremfører udvalgte lieder af franske og nordiske komponister.

Lieder er sange, hvor sangstemmen og klaveret spiller ligeværdige roller, der tilsammen fremtryller en særlig stemning og atmosfære. Og der er mange forskellige lydmalerier på programmet denne aften. Der vil for eksempel kunne høres raffineret fransk klangkunst af Henri Duparc og Claude Debussy. Og der bliver også en rundtur i de mere hjemlige nordiske klange. Danmark er repræsenteret ved Carl Nielsen, Sverige med Hugo Alfvén og Sigurd von Koch, Finland ved Jean Sibelius og Norge ved Edvard Grieg.

Signe Asmussen er noget af et sangligt multitalent. Man kan nærmest kalde hende en musikalsk kamæleon, som uden problemer boltrer sig i snart sagt alle genrer. Det har givet hende en usædvanlig alsidig karriere, hvor hun den ene dag synger opera, på den store scene eller i det lille kammeropera-format, den næste dag synger latin-jazz, musical, eller helt nyskrevet kompositionsmusik. Med en forkærlighed for lied'en som enkelt udtryksmiddel har favoritdisciplinen dog altid været lied-koncerter, som bringer hende tæt på publikum, og med et enormt og alsidigt repertoire er hun en af landets mest efterspurgte lied-fortolkere. Hendes utrættelige indsats for lied'ens udbredelse indbragte hende i 2009 den prestigefyldte Aksel Schiøtz-pris.

Arne Jørgen Fæø er også en meget alsidig musiker, der til daglig både er Hirtshals Kirkes organist og korleder, samtidig med at han fungerer som Aalborg Symfoniorkesters orkesterpianist. I tillæg dyrker han en stor passion for kammermusik og lied-akkompagnement.

Duoen Asmussen og Fæø har eksisteret i ca. 25 år, helt siden den fælles studietid på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Gennem årene er det blevet til utallige koncerter i det ganske land, samt i Tyskland. Det er således en særdeles rutineret duo man d. 21. oktober kan høre i Hirtshals kirke.

Entré: Kr. 50. Børne og unge under 18 år gratis. 

Det anbefales at forhåndskøbe billet på www.hirtshalssogn.dk

eller klik her for billetkøb