Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Lykkens smede

Lykkens smede
Udgivet af Poul Steenbeek, søn d. 6. jun 2021, kl. 11:30
prædikener

Læs dagens tekster her.


Man er sin egen lykkes smed. Denne tankegang er grundlæggende i borgerlig politik, men den er ikke kun et politisk slogan. Der er en hel filosofi, der argumenterer for at et menneske har hele ansvaret for sit eget liv. Men tanken om at man er sin egen lykkes smed er faktisk ældre end den moderne filosofi. Vi kan bl.a. finde den i den jødiske religion i det gamle testamente og i Jesu tid. For den jødiske religion beskæftiger sig ikke rigtig med efterlivet. Man finder ikke rigtig henvisninger til livet efter døden i det gamle testamente. Der handler det om livet her og nu. Og tanken er, at hvis man følger loven, hvis man adlyder Gud, så vil Gud velsigne én med velstand. Derfor blev rigdom set, som et tegn på at man havde gjort det godt i livet. Medgang var et tegn på at man var en god jøde. Så den rige mand i dagens fortælling kunne se på sin rigdom og finde tryghed i det. Hans velstand var et tegn på at han havde smedet sin egen lykke. Hans penge var en belønning og derfor var han i sin gode ret til at nyde dem. Derfor kunne han leve som en konge. Han gik klædt i purpur, som var kejserens farve. Han holdt overdådige festmåltider for sig selv hver eneste dag. Det, at Lazarus skulle leve et liv af sult og sygdom, måtte være hans egen skyld. Hvis man har det, som Lazarus havde, så måtte det være Guds straf for et dårligt levet liv. Og hvis Gud straffer, hvem er vi mennesker, at vi skulle gøre noget ved det? Hvis Gud havde straffet Lazarus, hvorfor skulle den rige mand så lindre hans smerter?

Der er meget pres i at skulle smede sin egen lykke. Hvis man har hele ansvaret for ens eget liv, hvad siger det så om én, hvis man ikke har det godt? Og vi lever i et samfund, der lægger meget pres på os til at være lykkelig. På de sociale medier ser vi hele tiden billeder af folk, der har det godt og har fede oplevelser. Og vi bidrager jo selv til det. Når vi selv lægger noget op på f.eks. Facebook, så viser vi for det meste billeder af de gode oplevelser vi har. De fleste af os har heller ikke lyst til at dele vores svære stunder med resten af verden. Hele reklamebranchen er ligeledes indrettet til at pådutte os et lykkeligt liv. Vi får vist billeder af glade smilende mennesker. Vi får at vide at vi kan være ligesom dem, hvis vi bare køber de rigtige produkter. Men intet produkt kan i virkeligheden uden videre gøre folk lykkelig. Vi bliver altså igennem sociale medier, reklamer, osv. bombaderet med urealistiske forestillinger om livet. Vi bliver bombaderet med idealbilleder om livet, hvor alt er lutter smil og gode oplevelser. Og selvom vi godt ved at livet ikke er sådan, bliver vi alligevel presset til at gøre vores liv til et uafbrudt lykkerus. Vi bliver presset til at smede en lyksalighed, som vi dybest set god ved vi ikke kan opnå. Når vi så har dårlige dage, er det ikke nok med at vi har en dårlig dag i sig selv, men vi skal også føle at vi har fejlet i livet på grund af det.

I dagens fortælling vender Jesus op og ned på hele denne forestilling om at man er sin egen lykkes smed. Det gjorde han ved at sætte Lazarus i stamfaderen Abrahams skød efter sin død. Der blev Lazarus omfavnet, trøstet og forplejet. Hans fattigdom havde alligevel ikke været en straf for et dårligt levet liv. Fattigdommen var ganske enkelt et livsvilkår han skulle leve med. Og i efterlivet kompenserede Gud for smerterne. Der gik det også op for den rige mand at hans rigdom ikke havde været en belønning. Hans rigdom havde været et lykketræf, men det han blev bedømt på var, hvordan han havde forvaltet sin rigdom. Han havde forvaltet det som en egoist og havde gjort sig selv til en lille konge, der var ligeglad med Lazarus. Det er her hvor Jesu fortolkning af det gamle testamente skinner igennem. I hans øjne var rigdom ikke et tegn på at man havde gjort det godt. Rigdom var ikke en undskyldning for egoisme og selvtilfredshed. Rigdom var et ansvar man fik. Dermed fulgte Jesus i profeten Esajas fodspor. Esajas skrev, som vi også hørte i dagens første læsning: ”Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd.” Den sande religion udtrykker sig ikke i fromme handlinger, som bøn og faste. Nej, den udtrykker sig i kærlighed. Gud har givet os sin kærlighed og nu er det vores opgave at give den videre. Det gør at vi ikke er vores egen lykkes smede, men at vi er hinandens lykkes smede.

Men lægger alt det her ikke bare en ny slags pres på vores skuldre? Hvis jeg skal være min næstes lykkes smed i sted for min egen, er det ikke bare de samme urealistiske forventninger i en ny form? Det ville det også være hvis hvert enkelt af os skulle stå med dette ansvar alene. Men vi er ikke sat i verden for at skulle klare det hele alene. Tværtimod har Gud givet os kirken, som et fællesskab. Og som fællesskab er vi meget bedre rustet til at løfte opgaven. Så se Jesu opfordringer om næstekærlighed ikke som et løftet pegefinger: ”Du skal være din næstes lykkes smed.” Se det mere, som noget fint vi kan samles om: ”Vi er hinandens og omverdenens lykkes smede.” På denne måde er det mange skuldre, der sammen bærer ansvaret. I dette fællesskab har vi alle sammen vores rolle. Nogle sætter alle mulige projekter i gang; nogle ordner praktiske ting; nogle er gode til at lytte og opmuntre; osv. osv. Nogle er synlige; andre arbejder i det skjulte. Vil kan nok ikke gør verden perfekt. Vi kan ikke fikse hele verden, men vi kan gøre en forskel. Vi kan være et lyspunkt for nogle, der ikke har det godt, ved at vise Guds kærlighed med ord og med gerninger. Dermed kan vi også dele det håb at Gud på et tidspunkt vil fikse verden og gør det hele godt. Vi kan dele det håb at alle en dag vil blive omfavnet og trøstet, ligesom Lazarus.

Amen.