Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Korsbærer

Korsbærer
Udgivet af Bjarne Hougaard, fre d. 2. apr 2021, kl. 11:53
Forkyndelse

Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. (matt.27,32)

prædikenmeditation Langfredag ved Bjarne Hougaard

Mange – også jeg selv – bærer et kors som en smykke om halsen. Måske er det for  netop et blot smykke – og ikke meget andet. Men dog et smykke som vidner om at et tilhørsforhold til kristen kultur. Omvendt er korset i dag også ved at være et politisk statement – så meget at der er nogen, der ønsker at forbyde mennesker at bære kors – der findes andre lande i Europa, hvor det er helt almindeligt. Korset er blevet et tegn, der vækker til modsigelse – lidt ligesom på ny testamentes tid.

For Simon var der ikke meget smykke over det kors, han blev tvunget til at bære. Han var oprindelig fra Kyrene i Libyen, men denne dag var han i Jerusalem, og pludselig blev han hentet frem af soldaterne: Du, jøde, sagde de sikkert, kom her og bær jødekongens kors. Bare fordi han var så uheldig at være på det forkerte sted på det forkerte tidspukt.

Jesus var snublet – han var stærkt medtaget af al den tortur – først i ypperstepræstens gård og siden hos Pilatus. Han havde sikkert allerede mistet meget blod, så måske var soldaterne bange for at han ville dø af udmattelse inden de nåede Golgatha – og det var vigtig for retsvæsenet, at han skulle dø på korset.

Jesus segnede under korset. Ikke kun fordi han var fysisk udmattet, men fordi han på det kors, som han bar, samtidig bar hele verdens samlede hær af kors – af skyld, skam og nød. Den byrde og den straf bar han – og ville han bære, for os.

Nu kaldte de på Simon, sådan som de ofte kaldte på jøderne, når der var noget arbejde de ikke selv ville gøre. Og Simon måtte – sandsynligvis sammen med Jesus – bære korset resten af vejen. En tur han aldrig ville glemme. – meget tyder endda på at han senere blev kristen – og hans sønner fik en fremtrædende plads blandt de første kristne i Rom – Paulus nævner en af dem i sit brev til romerne mk.15,21. – så i virkeligheden var Simon fra Kyrene på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. – og sandsynligvis blev han overbevist om, at det alligevel ikke var ham, der bar Jesu kors, men tvært imod Jesus der bar hans kors – Simons kors – og vores kors.

Simon blev korsbærer. Den første af mange. Og selvom korset måske i dag er ved at blive betragtet som en lille smule politisk ukorrekt at bære kors, så kan det ikke være anderledes. Jeg er tegnet med et kors for mit ansigt og mit bryst, fordi jeg tilhører ham, som gik korsets vej. Jeg MÅ bære et kors – om ikke andet så et kors i mit hjerte. – og så må jeg bære den spot og spe og forhånelse, som det gir mig. For korset er det eneste jeg har at smykke mig med, når jeg betragter mig selv i Guds øjne.

Jesus, jeg dit kors vil holde og det slutte fast i favn, mine hænder vil jeg folde og velsigne højt dit navn; lad mig finde ly og læ under dette livets træ, sig: Lad sorgen borte blive, jeg vil al din synd fordrive!