Taknemlighed (prædiken ved høstgudstjenesten

Taknemlighed (prædiken ved høstgudstjenesten
Udgivet af Bjarne Hougaard, søn d. 13. sep 2020, kl. 11:00
prædikener

Jeg hørte forleden en gammel fisker (ikke her fra byen) citeret for at sige noget i retning af: Det eneste, der er bedre en grundig planlægning er god gammeldags svineheld.

På en måde kan vi sige, at manden, vi hørte om satsede lidt på begge dele – han havde strategisk placeret sig tæt ved dammen, og her lå han og håbede på et svineheld, som betød, at han først ville komme ned i vandet, når det kom i oprør.

Når vi så i dag holder høstgudstjeneste sker det, fordi vi ønsker at markere at hverken planlægning eller svineheld er det, der bærer igennem. Det er derimod Guds gode vilje og kraft, som alting afhænger af, og derfor giver vi udtryk for vores taknemlighed i dag

Vor familie, hus og mad og klæder, som du lover, er det nu din sag. Gud, vi takker dig for alle gaver, som du gir i hav og mark og haver.

Vi er ikke mange herinde, der direkte er involveret i og afhænge i høsten på marken – og faktisk heller ikke af ”høsten på havet”. Men alligevel ved vi godt, at det også for os, er sådan at uanset planlægning og svineheld, så kan meget gå galt meget hurtig – det har året i år lært os. Corona har vendt op og ned på meget af det, som vi kender og holder af.

Vi hørte før om Jesus, der opsøgte den stakkels mand, der havde lagt der ved dammen i mere end 38 år og ventet på at kunne blive rask. Pludselig bliver manden hjulpet og inden han får set sig omkring går han rundt med sin madras under armen og er bare helt forundret. Han ved ikke rigtig hvad der er sket, men han ved AT der er sket noget. Og han ved, at det ikke bare var svineheld, men udtryk for at én virkelig har villet hjælpe ham.

En ukendt hjælper – den uventede – og måske endda ufortjente godhed, den kender mange mennesker til. Det kan være ham, der pludselig standser op, så vi får lejlighed til at krydse den stærkt befærdede vej. Måske får vi lige set den anden taknemlig i øjnene, men et øjeblik efter at han væk. Eller vi kører i bilen og er uopmærksom et øjeblik, men den modkørende opfatter faren og viger udenom.

Nogen vil i den situation pludselig få en tanke: underligt, mon der findes en højere magt, som alligevel griber ind i vores verden? Vi kender godt til fornemmelsen af at få nogle af livets største ople-velser som en gave fra en, som vi ikke umiddelbart kender navnet på.

Hvis du mærker godt efter – så kan du måske få den fornemmelse – at vi bliver hjulpet igennem – også i de seneste svære månder. – og selvom du måske ikke normalt tænker meget på Gud – kan han godt pludselig melde sig i din tanke.

Det var det manden oplevede. Senere møder manden sin velgører på tempelpladsen. Måske var han gået herop for at takke. – Der er ingenting, der tyder på at han var stærkt troende jøde, siden han ventede der ved dammen på den lidt overtroiske måde. Men måske var han sådan opdraget, at når noget stort eller svært sker, så kan man søge til Guds hus for at takke Gud. – lidt ligesom det tidligere var sådan at netop ved høstgudstjenesten var stort set alle familier – i hvert fald på landet – repræsenteret.

Først da han møder Jesus, indser han sammenhængen. Her er den Gud, han skal takke. Nu kom der sammenhæng i hans liv. Nu havde han mødt sin velgører og kunne adressere sin tak det rigtige sted hen.

Dybest set tror jeg ethvert menneske ønsker en sådan helhed i sit liv – vi længes efter at forstå livets sammenhænge og se vores liv i et større perspektiv. Vi har et behov for at aflevere både vores nød og vores tak til ham, der kan og vil hjælpe.

Lad os et øjeblik vende tilbage til den beretning vi hørte – tilbage til Bethesda dam. Her sad de – alle de nødstedte - ubevægelige med ansigter af sten og lemlæstede kroppe. Med øjne stive af bristede illusioner, ventende på at det umulige skulle ske. De var lamme, blinde, døve, spedalske. De mange, umiddelbart ens i deres elendighed, men alligevel med mange nuancer. – for sådan er det med menneskelivets elendighed: den udtrykker sig på vidt forskellig måde.

Hver har vi vores. Al denne nød var samlet der, fordi de alle havde et spinkelt håb. De lå tæt sammen – helt ned til kanten af dammen. Og de havde hver især kun øje for én ting: sig selv! I stedet for at være hinandens medmennesker var de nærmest blevet hinandens modmennnesker. Lamme spændte ben for blinde, og blinde lokkede døve i forkert retning.

Det var lige før, at det eneste lyspunkt for den elendige forsamling var hvis ham eller hende, der lå foran en selv døde eller opgav at vente – så ku man rykke en plads længere frem i køen. Betesda Dam – barmhjertighedes dam betyder det – men navnet var et hån mod den virkelighed, der herskede der – et grimt sted, dødens ghetto med indbygget håbløshed og ubarmhjertighed.

Betesda Dam – alle håbede, at det var mulighedernes marked – men alligevel var der ingen mulighed. Men netop der – midt i umuligheden - færdedes Jesus! Lige midt i nøden. Og her kan vi stadig møde ham! Lige midt i nøden. Midt i angsten for at blive smittet af eller selv smitte med Corona – midt i de mange skavanker og andre udfordringer, der kan plage os.

I Jesu øjne er det ikke afgørende om vores nød er sygdomme som corona, kræft, skizofreni, epilepsi eller muskelsvind (for nu at nævne nogle) eller om vi er i nød som følge af vores livsstil (som ensomhed, spiseforstyrrelse, misbrug eller kriminalitet). Jesus er her midt i vores nød.

Vil du være rask? – sådan spørger Jesus – underligt – hvem er han denne ukendte mand, der opsøger ham midt i nødens ubarmhjertighed – vil du være rask? – hva skal man svare til sådan et spørgsmål? Den syge svarer det eneste han kan komme i tanker om – han svarer ved at undskylde sig selv – det er da ikke min skyld jeg ikke bliver rask – der er altid nogen der er foran mig i køen. – han ku bli ved med at tale om sin elendighed i timevis, så meget har han fået sin identitet i sin sygdom. Men Jesus afbryder ham: Rejs dig, tag din båre og gå. – og straks blev manden rask og han tog sin båre og gik omkring.

Men – for nu at vende tilbage til temaet om den ukendte hjælper og den uventede godhed. Jesus var stadig ukendt for ham – han var stadig ikke klar over om det kun skyldtes svineheld. Da han blev krævet til regnskab for hvem, der havde sagt til ham at han skulle tage sin båre og gå, selvom det var sabbat – hviledag, da måtte han fortvivlet sige: Jeg ved ikke hvem han var.

Men Jesus vidste hvem manden var – da den helbredte kom ind på tempelpladsen, da opsøger Jesus ham for anden gang den dag - gir sig til kende for ham. Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre. – siger han – (evig fortabelse). - Pludselig bliver den ukendte hjælper til den kendte – han ved, at det er Jesus der har hjulpet ham, og at det er ham, der også kan hjælpe ham til et evigt liv.

Det er derfor vi holder høstgudstjeneste – ja på en måde er det derfor vi holder gudstjeneste hver eneste søndag – fordi vi her har mulighed for at møde ham, som er vores hjælper. Men altså i dag særligt ved høstgudstjenesten. Vi mødes for at takke ham for alle de muligheder, som vi har fået givet. Takke ham for alt det der lykkes, ikke på grund af svineheld (det er vi måske også nogen gange), men fordi HAN vil det.

Vi kommer for at takke ham for livet – både vores eget og andre menneskers liv. Vi mødes fordi vi hos ham virkelig finde den barmhjertighed, som vi ellers mange andre steder forgæves venter efter, og som vi ikke kan ta af os selv. Vi mødes for derefter at blive sendt ud i hverdagen med Guds velsignelse til at hjælpe og værne om den som er svag – så vi kan vise barmhjertighed midt i menneskers nød.

Lov, tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treénig Gud, højlovet fra første begyn-delse, nu og i al evighed. Amen.