Høstgudstjeneste

Høstgudstjeneste
Udgivet af Poul Steenbeek, søn d. 13. sep 2020, kl. 12:00
prædikener

Find den gammeltestamentelige læsning her (vers 1-15.24-30) og evangelielæsningen her.


I begyndelsen, der havde Gud det travlt. Han havde fået et skud af inspiration og han gik i gang med at arbejde. I seks dage lavede han lys, han formede jorden og himlen og han fyldte jorden med planter, dyr og mennesker. Og det var vidunderligt. Gud så tilbage på den uge han havde haft og sagde til sig selv: ’Hvad nytter alt det arbejde hvis man ikke kan tage sin tid til at nyde resultatet.’ Derfor hvilede han den 7. dag og så tilfreds på sin skabelse. For jøderne blev den 7. ugedag, eller sabbat på deres sprog, derfor en hellig dag. Ligesom Gud, så skulle mennesker også hvile og nyde frugten af deres arbejde. Men ethvert initiativ eller regel, der er lavet, for at befri mennesker, kan blive til en fodlænke. Det, som skulle sætte os fri, kan ende med at være en byrde så tung at den kvæler os. Det gjald også reglerne om sabbat. I dagens evangelietekst møder vi en mand, der havde lagt ned i 38 år. Han havde været syg. I løbet af den tid var han på en eller anden måde kommet til en mirakeldam, der skulle helbrede ham. Men han havde lagt der i så lang tid, at han havde mistet håbet. Så lå han der og følte sig elendig, indtil Jesus kom og helbredte ham. Efter det opfordrede Jesus manden til at pakke sine ting og gå hjem. Det var tilfældigvis en sabbat, så folk der så ham senere blev vrede over at han bar på nogle ting på den hellige dag. De blev fornærmet over, at en mand, der havde lagt ned i så mange år, bar sine ting væk fra det sted, hvor han havde mistet alt håb. Manden nød frugten af Guds arbejde, men nogle blev fornærmede, fordi han hvilede på den forkerte måde.

Det kan godt virke mærkeligt for os at læse hvordan jøderne i historien reagerede på den gave Jesus gav. Kan man virkelig gå i så små sko, at man slet ikke lægger mærke til de livsgivende gaver man får? Og dog, så kan det også ske for os, at vi overser hvad Gud giver os. Vi lever i et land, hvor man sjældent behøver at bekymre sig over om man får noget at spise. De fleste af os har mere end vi har brug for. Det er en kæmpe velsignelse. Det giver os muligheden for at se hvor givende verden er. Som dagens første tekst siger: 

’Du vander bjergene fra din højsal, 

jorden mættes med frugten af dit værk. 

Græs lader du gro til kvæget 

og planter til tjeneste for mennesker, 

så der frembringes brød af jorden 

og vin, der giver mennesker glæde.’

Vi lever i overflod. Men på et tidspunkt, så vænner man sig til overflod og det begynder at virke almindeligt. Når ting bliver almindelige, så kan de også synes ligegyldige. Man kan blive lidt ligeglad, med alle de ting man har. Når man bliver ligeglad med det man har, så vil man have mere eller man vil have noget andet. Man bliver drevet af utilfredshed. På den måde kan man komme til at glemme, at man har fået så meget i forvejen. Man lægger ikke mærke til, at det vi har er et væld af livsgivende gaver. Man glemmer at hvile i det og at nyde det og i stedet for, så jager man, efter noget mere, efter noget nyt.

Jesus vidste godt hvordan vi mennesker er og hvordan vi reagerer på ting. Han vidste også godt hvordan folk ville reagere på helbredelsen af den syge mand. Han havde haft mange diskussioner med folk om sabbat og hvordan man skulle overholde den. Men ikke i dag. I dag skulle der ikke være nogle diskussioner. I dag skulle han ikke irettesætte folk, fordi de havde misforstået det hele. Han hold sig væk fra menneskemængden. Det skulle nemlig slet ikke handle om alle de mennesker, der havde en mening om alt. Det skulle kun handle om manden, der havde været syg og havde mistet håb. Der var flere syge ved Betesdas dam, men Jesus gik kun til den ene. Den dag handlede det om ét menneske. Ét menneske skulle lære den sande betydning af sabbat. Betesda betyder godhedens hus og den ene syge mand skulle opleve, hvad det vil sige at Gud er god. Denne mand skulle opleve Gud, som en livsgivende Gud. Den ene handling af godhed mod ét menneske, skulle tale for sig selv. Der skulle ingen store taler eller lange diskussioner til. Helbredelsen af den mand fortalte alt der skulle fortælles: ’Gud giver dig liv, omfavn det. Nyd det. Hvil i det.’ Det er betydningen af sabbat. Den mand må have været ret forvirret da han gik hjem. Han var rask og derfor glad. Folk omkring ham var sure og fornærmet. Og vi hører aldrig mere om ham. Vi ved ikke hvad han gjorde med sit liv siden, hvilke valg han har truffet, eller om han formåede at holde fast i taknemligheden.

Men måske er det heller ikke vigtig hvad han gjorde. Det vigtige er hvad Jesus gjorde. Det vigtige er at Jesus gav nyt liv til manden. For hvis man sætter det i det store perspektiv, så handler det om at Gud giver liv til os. Gud giver liv til verden, til planter og til dyr, altså alle de ting vi lever af. Og disse gaver taler egentlig for sig selv. De taler så godt for sig selv, at de nogle gange næsten bliver til en selvfølge. Derfor skal vi en gang i mellem standse op og hvile i hvad vi har og være taknemmelig for det. Og det er hvad høstfesten handler om, i hvert fald nu om dage. I gamle dage, hvor vi ikke havde alle de maskiner og alt den viden, som vi har nu, der havde høsten en større chance for at mislykkedes. Fiskeriet var også farligere end det er nu om dage. Der takkede man til høstfesten for, at man kunne forsørge sin familie, at man var kommet sikkert hjem. Nu om dagen virker det mere som en selvfølge, at vi kan få mad på bordet. Men selvom vi har så meget mere kontrol over naturen end vi havde før, så er alt hvad naturen giver os, stadigvæk en gave fra Gud. Det er stadigvæk et udbytte fra den gang Gud sagde til sig selv: ”Nu skal jeg hvile og nyde det. Hver en tid og hvert sted har sine egne udfordringer, men Gud er herre over alle tider og alle steder. I alle tider og på alle steder, så giver Gud sine livgivende gaver. Og det er det vi står stille ved i dag, det er derfor at vi i dag siger tak.

Amen