Forargelsens ambitioner

Forargelsens ambitioner
Udgivet af Poul Steenbeek, søn d. 6. sep 2020, kl. 12:00
prædikener

Læs teksterne her.


Forældres ambitioner kan være en værre forbandelse. Der er for eksempel mange programmer på fjernsynet hvori man følger familier, hvor én af børnene deltager i al mulige slags konkurrencer. Og i disse programmer kan man se hvordan forældrene kan gå helt op det. På engelsk har man et ord for især disse mødre, stagemoms, altså podiemødre. Og man kan godt få den formodning, at disse mødre prøver at udleve deres egne drømme igennem deres børn. Vi møder en lignende slags mor i dagens evangelietekst. Moren til Johannes og Jakob kommer til Jesus og spørger om ikke hendes sønner måtte få de to vigtigste pladser i Jesu kommende rige. Hun manglede i hvert fald ikke ambitioner på sine sønner vegne. Man kan forestille sig at Jesus rystede på hovedet da han hørte det og svarede: ’I ved ikke, hvad I beder om.’ Hvad skal man også stille op med sådan en forælder.

De andre disciple blev ret forarget, da de hørte om det. Hvad i al verden bildte Johannes, Jakob og deres mor sig ind? Troede virkelig at de kunne lave en stuehandel med Jesus om hvem der ville få ærespladserne?Det er ikke svært at forstå disciplenes forargelse. I vores land, der er så præget af janteloven, forstår vi godt hvorfor man kan blive sur, når folk udviser ambitioner. Samtidig bliver folk, der udviser ambitioner, forarget over dem der holder sig til janteloven. ’Hvorfor må man ikke gør noget særligt ud af sit liv? Hvorfor skal man bare ligne alle andre?’ Men uanset hvor man står i denne diskussion, så kan man blive enige om én ting: det er nemt at blive forarget over dem der mener noget andet. Generelt er det bare nemt at blive forarget.

Der er nemlig noget i de fleste af os, der faktisk kan lide at blive forarget. Det er også den eneste grundt til at folk ser sådan nogle programmer om podiemødre. Det kan godt føles rart at blive irriteret på dem, der er alt for ambitiøse på deres børns vegne. Og det er ikke fordi irritation er en rar følelse, men det er rart at kunne se ned på nogle, fordi det betyder at man selv er ophøjet. Når man kan være forarget over andres opførsel, så kan man føle godt om sig selv, fordi man ikke selv opfører sig sådan. Forargelse kan være meget tilfredsstillende. Ud fra Jesu reaktion på denne situation får man også denne fornemmelse om de øvrige disciple. Ja, de var vred over morens frækhed, men de så også en mulighed at forfremme dem selv. De prøvede ikke at skabe en Kong Arthurs rundbords-agtig situation, hvor de alle sammen var lige. Hver eneste af dem håbede på selv at få den højeste æresplads i gudsriget. De prøvede bare at skule deres egne ambitioner ved at gøre, som om de var blevet forurettet.

Men Jesus så lige igennem det. Disciplene kunne ikke skjule deres ambitioner for ham. Derfor mindede han dem om, at gudsriget er noget helt andet end almindelige menneskelige riger. Status i gudsriget er noget andet end status i vores menneskelige samfund. Hvis man vil komme på toppen blandt mennesker, så skal man på én eller anden måde hæve sig over de andre. Ofte sker det på bekostning af dem. Hvis man vil gå op, så er der ofte nogle andre der skal ned. Jesus udpegede derfor at magt tit fører til misbrug og undertrykkelse. Men det har ikke nogen plads i gudsriget. Der kan man ikke komme på toppen ved at skubbe andre ned. For at komme op, så skal man selv ned. Man bliver stor ved at tjene. Og det er et princip, som Jesus levede og døde efter. Som han selv sagde, så er ’Menneskesønnen ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.’ Jesus blev ikke stor ved at udøve magt, men ved at lade sig blive slået ihjel, på samme måde, som de værste forbrydere. Han udfordrede således disciplene til at give slip på deres forargelse og til at give slip på deres ambitioner. For hvis de ville blive til noget stort i gudsriget, så skulle de leve, som tjenere. De skulle vie deres liv til at ophøje andre frem for dem selv. Det er den dag i dag også den måde vi kan få et glimt af hvordan gudsriget vil udforme sig. Det er den måde, at vi som kirke kan afspejle det samfund, som Gud er i gang med at bygge. Det er når vi tjener hinanden. En del af den tjeneste er at vi giver slip på vores forargelser.

Her kan man godt indvende: ’Men var Jesus selv ikke ofte vred over de tilstande han mødte? Han lavede ravage i templet, han skældte alle ud, fra farisæerne til sine egne disciple. Jesus selv, var regelmæssigt forarget.’ Og det er sandt. Jesus var ikke en mand, der bevarede roen under alle omstændigheder. Men når Jesus blev vred, så havde det et større formål. Jesus kæmpede for tro og for retfærdighed. I denne kamp var han en tjener, i den grad at det gik ud over ham selv. Jesu forargelse førte ikke til at han ophøjede sig selv over andre, men at han opofrede sig selv. Mange mennesker har fulgt i Jesu fodspor og brugt deres forargelse til at tjene et større formål. Mennesker, som Martin Luther, eller Martin Luther King. De brugte deres forargelse, som en energikilde, for at skabe gode forandringer i verden. Men de gjorde det ikke for at gøre sig selv til helte. Deres kampe var et offer, det kostede dem noget. Og netop derfor blev de i manges øjne til helte.

Heri ligger opfordringen til os, at vi bruger vores forargelser ikke til selvophøjelse, men til tjeneste. Det kræver at vi er hudløst ærlige over for os selv. Det er meget nemt at narre sig selv, når man for eksempel er på de sociale medier og laver et forarget opslag. Det er nemt at bilde sig selv ind, at man er retfærdighedens eller den sunde fornufts stemme. Men lige så ofte, så prøver vi bare at få os selv til at fremstå, som bedre mennesker end andre. Så når vi får trangen til at reagere ud fra vores forargelser, så er det fornuftigt, at vi spørger os selv om vi nu virkelig tjener de andre og om vi virkelig gør ting bedre ved at reagere sådan. Det er selvfølgelig ikke en nem opgave. Det var det heller ikke for disciplene, som regelmæssigt blev irettesæt af Jesus. Men alligevel fandt de styrke i Kristus. En styrke, der gjorde dem i stand til at stifte den kristne kirke, som stadigvæk står stærk 2000 år senere. Den kraft kan vi også finde i Kristus. Han giver os styrke og hans liv er et forbillede, som vi kan følge. Til ham kan vi overgive vores forargelser og i ham finder vi visdommen til at vide hvornår vi skal kæmpe og hvornår vi skal give slip.

Amen.