Den uretfærdige dommer

Den uretfærdige dommer
Udgivet af Poul Steenbeek, søn d. 9. aug 2020, kl. 12:00
prædikener

Læs bibelteksterne her (d. 2. evangelielæsning bruges).


Jesus havde politikerlede. I evangelierne er der mange historier om, at han var vred på magthaverne i det samfund han levede i. Han synes de var grådige og kun tænkte på sig selv. De var ikke trofast i den måde de håndhævede loven på og det gik ud over store dele af befolkningen. Denne politikerlede kommer også frem i dagens evangelietekst, hvor Jesus beskriver en dommer. Og Jesus talte ikke udenom, i sin beskrivelse: ’I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker.’ Dommeren var en mand, som vores første læsning i dag advarer imod: ’Ve jer, der giver onde love og udsteder uretfærdige forordninger for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret, for at udbytte enker og udplyndre faderløse.’ Da en forulempet enke kom til ham, for at få retfærdighed, så gad han ikke at hjælpe hende. Dommeren er et udtryk for den frustration, som Jesus havde over dem, der ikke gjorde samfundet, til et retfærdigt sted.

I vores tid, og egentligt i ca. de sidste 1½ århundred, er der meget tale om systematisk uretfærdighed i samfundet. Hele tanken bag begrebet systematisk uretfærdighed er, at et samfund er indrettet på sådan en måde, at magt, indflydelse og midler bliver fordelt på en ujævn måde. Det gør at der er nogle, der har meget, og nogle, der kun har lidt. Når man så er i den gruppe, der kun har lidt, så er det meget svært at komme ud af den. En gang imellem, så er der et opgør mod denne uretfærdighed. Som den gang, hvor man dannede fagforeninger, for at bekæmpe udnyttelsen af arbejderklassen. Eller der hvor feministerne kæmpede for ligestilling, mellem mænd og kvinder. En kamp, der på nogle områder, stadigvæk er i gang. I dag raser debatten om i hvilken grad rasisme er indbygget i vores samfund eller kultur. Men et samfund er ikke noget i sig selv. Et samfund er bygget op af mennesker. Det er en gruppe mennesker, der lever sammen. Så, når uretfærdighed sniger sig ind i et samfund, så er det et udtryk for nogle grundlæggende karakterfejl i os mennesker. Én af disse karakterfejl, blev måske bedst beskrevet af den engelske historiker John Dalberg-Acton, tilbage i det 19. århundred. Han kom med det ret berømte citat: ’Magt har det med at fordærve, og absolut magt fordærver absolut.’ Senere psykologisk forskning har vist, at han havde en pointe. Det, der er med magt og rigdom, er at det faktisk er vanedannede. Man kan blive afhængig af det. Når man har magt og rigdom, så vil man have mere. Og jo mere man har af det, jo mindre man har lyst til at dele det. Det er hvad man kan kalde for en grundlæggende hang til syndighed i os mennesker. Og det er ikke fordi vi har lyst til at være sådan. Men der er noget dybt i os, noget, som vi ikke kan styre, der driver os i den gale retning. Man kan se det hos mange diktatorer verden over. Mange af dem begyndte, som frihedskæmpere. De kæmpede for et bedre, mere retfærdigt samfund. Men da de fik magten, så kunne de ikke styre det, og de blev til det monster, som de engang selv prøvede at bekæmpe.

Det her står i skarp kontrast med Guds forhold til magt. Gud har netop vist, at han ikke er en magts narkoman. Da Gud skabte verden kunne han have skabt en verden, hvor han var i fuld kontrol. Han kunne have skabt verden, som en marionette, med ham selv, som dukkemesteren. Men verden fik lov til at udvikle sig i frihed. Vi mennesker fik friheden til at træffe valg over vores egne liv. Og da Gud blev til et menneske, så blev han ikke til en stor magthaver. Nej, han blev til en fattig tømrersøn fra provinsen. Gud har vist, at han er villig til at give afkald på magten. Ud fra det bliver Guds rige bygget. Nu kan vi alle sammen sidde med forskellige forestillinger om gudsriget. Vi kan have forskellige forestillinger om hvordan det vil se ud og hvor og hvornår det skal være.  Men jeg tror, at vi godt kan blive enige om, at gudsriget er et sted med retfærdighed. Og det er ikke bare retfærdighed, som vi kender det fra vores domstole. Der hedder det, at ondskab vil blive dømt og straffet på passende vis. Her kan man sige, sige at retfærdighed er en reaktion på ondskab. I gudsriget er retfærdighed mere proaktiv. Der vil ondskab blive sat helt ud af spil. Det er et sted hvor ondskab ikke får lov til at styre os mere. Vi vil blive til retfærdige mennesker. Og det samfund vi former vil være retfærdig helt ind i dets kerne. I Jesu historie skulle dommeren plages til at skaffe retfærdighed. Gud behøves ikke at plages om det. Gud vil skaffe retfærdighed frivilligt og med glæde. Det viste han, da Kristus opgav magten og lod sig blive slået ihjel på et kors. Igennem det gav Gud os et løfte og han viste at han mente det.

Nu er opfordringen til os at tro på det løfte. Og det er ikke altid nemt, fordi tanken om Gudsriget kan lyde så uvirkeligt. Det er så anderledes fra alt det vi kender fra alle vores samfund. Kan det virkelig være sandt? Kan vi virkelig stole på, at det løfte bliver holdt? Det er derfor, at det i klassisk luthersk teologi hedder, at troen er noget, som gives til os. Det er noget, som Gud skænker os i vores dåb. Den evne til at kunne stole på Guds løfter er ikke noget vi selv bare kan trylle frem. Tro er én af Guds gaver. Det vil dog ikke sige, at det at tro er noget passivt. Det vil ikke sige, at vi bare kan læne os tilbage i vores mest komfortable stol og lade det hele flyde ind over os. Troens gave kræver en reaktion fra os, hvis det skal være en levende tro. Jesus opfordrer os til at vi, lige som enken, bliver ved med at insistere på retfærdighed. Og det er ikke fordi Gud ellers ikke gider at skabe gudsriget. Det er for at vi kan være med til at bygge dette rige. Det er for at vi kan blive en del af det, at vi, som det et andet sted i bibelen hedder, kan blive til ’levende sten’ i Guds byggeri. Derfor bliver vi opfordret til at være aktiv i vores tro og at bede for Guds retfærdige rige. Og det gør vi på forskellige måder. Vi gøre det, hver gang vi beder en bøn eller mediterer i stilhed. Vi viser troen hver gang vi går i kirke. Hver gang vi bærer et barn til døbefonten, eller når vi går til nadverbordet. Vi beder, hver gang vi taknemmeligt nyder Guds skabelse. Således møder vi Gud og får en fornemmelse af hvad Gud er i gang med at bygge. Således bliver vi selv en del af det.

Amen.