Den uundgåelige bølge

© Billede af Aleks Dahlberg på Unsplash
Udgivet af Poul Steenbeek, man d. 27. jul 2020, kl. 10:23
prædikener

Læs bibelteksterne her.


’Der er en stor mørk bølge, der kaster sig over de grønne enge og over bakkerne. Med den følger en mørke, som ikke kan undslippes. Jeg drømmer ofte om det.’ Således fortæller kaptajn Faramir i Ringenes Herre, lige før den sidste kamp med den store fjende, der truer med at oversvømme Midgård med ondskab, mørke og intethed. Drømmen om den uundgåelige bølge var faktisk en drøm som forfatteren Tolkien selv ofte drømte. Drømmen vidner om en frygt som ligger dybt et sted i os mennesker. Det er nemlig frygten for intethed. Det er frygten, at alt det vi er og alt det vi har forsvinder og, at det hele ender i en tomhed.Det er den frygt Jesus, i dagens evangelietekst, på en måde tager fat i. Han var på det tidspunkt i gang med at sende sin disciple ud på en rejse, hvor de skulle ud og udbrede hans budskab. Denne opgave skabte frygt hos disciplene. Jesus havde fjender, og hvis de kom og prædikede på Jesu vegne, så ville disse fjender også blive til deres fjender. Der var frygt for, at de ville blive undertrykt, tilfangetaget, tortureret og endda dræbt. Kirkehistorien har vist at det var en meget begrundet frygt. Disse ting er blevet gjort mod kristne igennem alle tider og det sker stadigvæk den dag i dag.Men her siger Jesus: ’Frygt ikke, for hvad andre kan gøre mod din krop. Ja, det kan være hårdt og smertefuld, men det er ikke det værste der kan ske. Det værste er hvis bølgen skyller over jer og udsletter jer ind i intethed. Der er kun én der kan gøre det og det er Gud. Døden kan kun udslette jeres krop, men kun Gud kan udslette den I er, altså jeres sjæl.’

Nu kunne man godt tænke, at frygten for udslettelse ikke fylder meget hos én selv. Jovist kan den ramme én, måske når man er i en dyster sindstilstand lige der når man prøver at sove. Eller så kan man mærke den, når man bliver konfronteret med død eller sygdom hos én af ens nærmeste eller hos én selv. Men til dagligt, så gør man bare det man gør og har mere konkrete ting at være bekymret for. Men her kommer prædikernes bog i dag med en meget skarp analyse af menneskeheden. ’Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.’Menneskernes plage er, at Gud har givet os en verden fuldt med overflod og gode ting, som vi bare kan leve vores liv i. Men i stedet for har vi verdens gang, eller bedre oversæt evigheden, på sinde. Vi har evigheden på sinde og prøver at skabe et eftermæle, der er mere varig en vores egne kroppe. Til dette formål byggede de gamle faraoer pyramider, kunstner laver kunst og arkitekter formgiver bygninger. Vi pynter vores gravsten og får ting nævnt efter os. Og I vores tid er der så også en umættelig jagt efter at blive berømt og at holde sig ung. Alt dette for ikke at visne og forsvinde i intethed. På en eller andet måde er den her frygt en del af vores menneskelige psyke. Vi er os ikke altid bevidst om det, men den driver faktisk meget af hvad vi mennesker gør.

Her kommer Jesus og opfordrer os til ikke at frygte de forkerte ting. Dermed opfordrer han også til ikke at finde varighed på de forkerte steder. For den eneste der står mellem os og intethed er Gud. Han er den eneste der kan tilintetgøre os. Derfor står der i dagens evangelietekst og flere andre steder i bibelen at den sande visdom findes i at frygte Gud. Visdommen ligger i, at man kommer frem til at Gud er den eneste der rent faktisk er værd at frygte. Vil det så sige at man skal være bange for Gud? Vil det sige at vi bævende skal leve vores liv i angst for at Gud en dag er i et dårligt humør og udsletter det hele? Men Jesus fortæller os at Gud ikke er så lunefuldt. Han fortæller om spurve. Spurve er ikke de mest spændende fugle på jorden. De er små og har ikke en stor fjerpragt. De jager ikke på spektakulære måder og deres sang er ganske almindelig. I manges øjne er de ikke meget værd. Og dog, om de flyver eller falder, så er Gud med hver eneste af dem. Gud ser værdi i dem og sætter pris på dem. På samme måde kender Gud hvert hår på vores hoveder. Han kender os, som vi ikke engang kender os selv, vores gode sider og vores dårlige sider. I Gud øjne bliver vi ikke defineret af vores værste øjeblikke. I hans øjne har vi altid værdi. Og lige meget om vi flyver eller falder, så er Gud med os og ser på os med ømhed, omsorg og hengivenhed. På denne måde forvandlede Jesus billedet af den frygtindgydende Gud til en kærlig far, der aldrig giver slip på os.

På samme måde bliver billedet af den altødelæggende bølge forvandlet. Det buldrende vand fra Tolkiens værste mareridt er nu det stille vand i døbefonten. I det vand møder Gud os med et løfte, at lige meget hvad vi oplever her på jorden, så vil vores sjæle ikke gå fortabt. Vi vil ikke forsvinde i intethed. Dette løfte sætter os fri. Fri til at gøre det som hele tiden har været meningen, nemlig at vi lever vores liv på den verden Gud har givet os. For selvom Gud har magten til at kaste alt i intethed, så er der ikke intet. Tværtimod, så har Gud frembragt en verden fyldt med liv. På denne verden kan vi opleve alt hvad livet har at byde os. Vi fødes, vi dør. Vi planter, vi rydder. Vi river ned, vi bygger op. Vi græder, vi ler. Vi opsøger, vi mister. Vi tier, vi taler. Vi bekriger hinanden og vi slutter fred. Alt til sin rette tid. Og når man lægger det hele sammen, så kan man se hvilken forunderlige gave livet er. Og der hvor tanker og fornemmelser om intethed driver os til hovedløs at jagte rund, så må vi huske dåbens stille vand. Der hvisker Gud til os: ”Frygt ikke.” Vi er til og vi er til I Guds hånd. Der behøver vi ikke selv at finde evigheden. Guds evighed finder nemlig os. Amen.


Ophavsret: