Jesus og de menneskelige instinkter

© Billede af Lisa H på Unsplash
Udgivet af Poul Steenbeek, søn d. 5. jul 2020, kl. 12:29
prædikener

Find bibelteksterne her.


Da vores forfædre stadigvæk var jægere og samlere, var de et sted i midten af fødekæden. De var ikke de stærkeste væsner og heller ikke de hurtigste. De havde ikke kraftige kløer eller tykt panser. Livet dengang var meget farligere end det er nu. For at overleve skulle de have gode instinkter og reflekser. De skulle reagere hurtigt og derfor havde de mange underbevidste tommelfingerregler, som styrede deres reaktioner. Én, af de her underbevidste regler var, at det er bedre at være ængstelig end at være velinformeret. Hvis de hørte en mistænkelig lyd, så var det mere sikkert bare at smutte end at gå hen til lyden for at undersøge det. Hvis det viste sig at være et rovdyr, så var det for sent. Hvis man mødte et fremmed menneske, så var det også mere sikkert at være ængsteligt og holde vedkommende på afstand. Det var mere sikkert end at prøve at finde ud af om dette menneske var fjende eller ven. Her gjald det, jo mere ukendt det andet menneske var, altså jo mere forskelligt den anden så ud, jo mere ængstelig man blev. Nu om dage, hvor vi mennesker er klatret til toppen af fødekæden, så bliver vi stadig styret af de gamle instinkter. Mennesker, der er forskellige fra os, på grund af hudfarve, kultur, politiske holdninger osv., disse mennesker kan skræmme os. Der ikke altid en rationel grund til det, men ubevidst bygger vi et fjendebillede op af dem. Vi holder dem på afstand, hvis ikke vi ligefrem hader dem. 

Jesu tilhører havde også fået lært at verden skulle inddeles i ’os’ og ’dem’. De var jøder, Guds særlig udvalgte folk, og alle andre var hedninger. Og det påvirkede den måde, som de fortolkede deres teologi. For når de lærte at de skulle elske deres næste, så fortolkede de det sådan at deres næste var deres landsmænd, altså andre jøder. Alle andre behøvede de ikke at regne for noget. Dem måtte man godt se ned på eller behandle dårligt. Dem måtte man godt hade. Jesus havde dog ikke meget tilovers for denne fortolkning af jødedommen. På hans typiske Jesus-måde vendte han det hele op og ned. Kan du kun elske dine landsmænd? Kan du kun lide dine egne? Jamen, det gør alle hedninger og alle dem I ser ned på da også. Hvis I bare gør det samme som dem, ja så er man ikke så særligt, som man måske gik og troede. Hvis man vil være noget særligt, så kan man ikke bare rette sig efter det som alle andre også gør. Hvis man vil være særligt, så skal man spejle sig i det særlige. Derfor kom Jesus med udfordringen: ’Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!’ Med disse ord vendte Jesus ikke kun op og ned på den jødiske teologi. Jesus tog også fat i vores dybeste instinkter og vendte dem på hovedet. Han tog fat I de instinkter, der gør os bange for det vi ikke kender eller forstår, de instinkter der opdeler verden i ’os’ og ’dem’. Han kom med en befaling, der ryster os i vores grundvold: ’Elsk jeres fjender.’ Han erklærede hermed at en ny tid var kommet. Det var tid til ikke længere at se verden ud fra perspektivet fra jægere og samlere, som ængstelig sniger sig igennem landskabet. Det var tid til at se verden fra Guds perspektiv. Og Guds perspektiv er at han har skabt ethvert menneske, derfor er ethvert menneske værd at elske.

Nu kan det godt være, at ethvert menneske er værd at elske, men ikke ethvert menneske er nemt at elske. Behøver vi virkelig at være særlige? Behøver vi at være fuldkomne? Kan vi ikke nøjes med at være almindelig? Vi kan elske nogle, måske endda de fleste, men vi kan umuligt elske alle. Der er nogle, som er for anderledes, som er for mærkelige. Der da også nogle, som er for onde til at elske. Men Jesus var ikke én der kunne nøjes med middelmådighed. Han kunne ikke engang nøjes med fortræffelighed. Jesus krævede perfektion. Han krævede en perfektion, som ingen af os kan opnå. Og han vidste udmærket, at det han krævede var uopnåeligt. Han vidste godt, at det han forlangte kun kan ske, hvis Gud tager fat i os og former os på ny. Det kan kun opnås hvis Gud genskaber os. Og det er det, som Gud gør. Gud er i gang med at forme os, hele vores liv igennem indtil den dag vi dør og måske også derefter. Gud er i gang med en proces med os, som individer, og med menneskeligheden i det hele taget. Denne proces vil føre os til fuldkommenhed. Og dette perspektiv kan hjælpe os med at prøve at elske dem vi har svært ved at elske. På den måde øver vi os i den fuldkommenhed, som Gud er i gang med at skabe i os. Vi prøver, ikke fordi vi kan det hele her og nu, men fordi vi er på vej til at kunne det. Vi er på vej til en skøn dag at være fuldkomne, som vores himmelske fader er fuldkommen.

Derfor siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.


Ophavsret: