Modtagelsen hos Gud

© Brian McMorrow
Udgivet af Bjarne Hougaard, tir d. 30. jun 2020, kl. 08:51
prædikener

Prædiken 28. juni 2020 i Hirtshals Kirke

v. Bjarne Hougaard

Tekst: Luk. 15,11-32

---------------------

Gud har fæstnet en usynlig snor i hvert eneste menneske, så de kan finde hjem, selvom de farer vild.

Citatet er fra Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sorgens grundstof.

Fortællingen vi lige har hørt er Bibelens fortælling, om denne usynlige snor, som gør at ethvert døbt menneske altid kan finde tilbage til Gud og blive modtaget

 

Ernst Henri Dubois: Den fortabte søn 1909

På Glyptoteket i København står Ernst Henri Dubois’ skulptur af den fortabte søn og hans far.

I skulpturen har Dubois fastholdt lige det øjeblik, hvor den yngste søn vender hjem og bliver modtaget af sin far. Faderen ser ham langt borte, og løber ham i møde og omfavner ham - og det er den omfavnelse vi kan se på skulpturen.

På en måde kan skulpturen godt virke nærmest grotesk i sin detaljerede gengivelse af de to næsten helt nøgne mænd i tæt omfavnelse. Dette møde mellem far og søn er ét af flere højdepunkter i fortællingen.

Den yngste søn kigger ned og skjuler nærmest sine øjne i armen– måske fordi han græder. Han tør ikke se sin far i øjnene, men han vidste hvad han ville sige - og siger det med nedslåede øjne: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Længere når han ikke i den tale, som han har forberedt.

Han håber at få en mindelig ordning. Han ved han ikke længere kan være søn i huset, men håber blot en eller anden form for accept.

Faderen kigger også ned. Men ikke i skam. Han kigger ned på sin søn og han tager tydeligvis imod ham, og han gøre det ikke blot med et ikke med et køligt velkommen hjem, eller med en bemærkning som ”nå så kunne du være her”. Han tager overstrømmende godt imod ham. Med stor ømhed tager han om ham nærmest som om han vil bære ham. Han kysser ham og vil rejse ham op. Han sætter sin mund helt ned til sønnens øre, som om han hvisker: Velkommen hjem min søn, jeg har savnet dig og ventet dig.

Begge personer er nøgne – eller næsten nøgne. Det understreger at dette er en særlig situation. Der må være gåen noget forud, som betyder, at de begge er blevet klædt af.

Vi kan sagtens forstå at sønnen er nøgen, når vi kender forhistorien. Han var hovmodig og fræk, da han sagde til sin far: ”giv mig min del arven”, og så få dage senere drog han afsted. Ingen tvivl om, at han da tænkte: ”jeg klarer mig selv” – og det gjorde han så. Levede livet i sus og dus med dollars, duller og dans. Sådan fortsatte det indtil han gik fallit og han måtte ydmyge sig og blive en sultende svinehyrde. INGEN GAV HAM NOGET.

Da besluttede han: Jeg vil gå til min far... med en forhåbning om, at Faderen ville give ham noget, selvom han intet havde fortjent. Sønnens nøgenhed kan understrege at han bogstavelig talt intet har at skjule længere.

Men hvorfor er faderen nøgen? Han var jo en formuende og værdig mand, og det var uværdigt og skamfuldt at vise sig nøgen, ligesom det var uværdigt og skamfuld for en voksen mand at løbe. Men faderen gav frivilligt afkald på sin værdighed, han var kun tvunget af kærligheden til sin søn, og ser at han har ramt bunden af menneskelivet. Nu møder faderen sin søn på lige fod.

Det minder os om at Jesu selv gav afkald! Han lod sig afklæde, da han blev hængt op på korset. Han stillede sig på lige fod med mennesker i vores elendighed, og han tilbyder festklædning til at dække vores nøgenhed.

 

Faderen tager imod sønnen. Han rejser ham op og leder ham ind i den genvundne værdighed. Sørger for ikke bare hverdagstøj, men en festklædning, som betyder at al hans uværdighed bliver væk. Han sætter en ring på fingeren – måske familiens seglring, der viser at han har autoritet og status. Han giver ham sko på fødderne, for at understrege, at hos vores Far kan vi bevæge os frit, også når vi må vandre på farefulde stier. Han afholder et festmåltid, for at understrege, at der er glæde hos Gud, når mennesker kommer til ham. Det er det festmåltid, vi i et koncentrat tager del i, når vi holder nadver. For Gud ønsker - som faderen - at tage imod os.

Men hvad med den ældste søn? - ham, der hele tiden havde været der. Det er som han nu er væk. Han er ikke med i skulpturens persongruppe.

Hvis han skulle være med, hvordan ville han se ud?

Der er ingen tvivl om at han vil ikke lade sig afklæde. Når han siger: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud. så var det udtryk for at han holder på det, der er sit. Han ville sikkert se sin far direkte i øjnene - med trods, og han ville formentlig ikke være knælende men stående. Måske ville faderen forsøge at trække ham ned på jorden på knæ, for at få ham i øjenhøjde med sin bror.

Faderen ville også stå nøgen over for ham. For han ydmygede sig over for sin ulydige og trodsige søn. Han forlod festen, for at bevæge sig ud til en, der trodser ham. Han hvisker ham i øret: alt mit er dit – Kom, lad os feste! – Han var død men er blevet levende igen!

 

Jeg føler mig somme tider som både den yngste og den ældste søn på én gang. Mennesker kan også i dag let komme på afstand af Gud. Enten fordi vi bevidst vender ham ryggen, eller fordi vi glemmer hvem han er. Men Jesus vil med historien fortæller os at vi altid kan håbe på Gud. Ikke som et usikkert håb, der måske vil vise sig at svigte, men som et sikkert håb om at han vil tage imod os.

Som Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver: Gud har fæstnet en usynlig snor i hvert eneste menneske, så de kan finde hjem, selvom de farer vild.

Det begynder måske med, at jeg er villig til at blive nøgen overfor Gud, og give afkald på alt det, jeg ellers forsøger at smykke mig med.

Han ønsker at rejse mig op, klæde mig i frelsens klæder og tage mig med til festmåltidet. For Jesus er kommet for opsøge og frelse det fortabte og vildfarne. Amen 


Du er velkommen til at downloade prædikenen og evt. give den til en, der gerne ville have været med.

Ophavsret: