Den fortabte søn

Udgivet af Poul Steenbeek, søn d. 28. jun 2020, kl. 19:03
prædikener

Find bibelteksterne her.


’Jeg vil ånde luften i fulde drag … O, at jeg tør favne dig, skære dag.’ Således sang vi i dag i vores første salme. Salmen ’Se, nu stiger solen’ er én af de livsbekræftende sange. Den giver én lyst til at sprede ens arme, til at omfavne livet og plukke dagen.En ung mand havde engang den samme livslyst. Han ville ud at rejse, leve livet, opdage verden. Nu var knægten ikke særlig gammel og han var bestemt ikke et økonomisk geni. Han festede hård, arbejdede ikke, indtil han havde fået brugt alle sine penge. Den unge mand var flad og blev nødt til at rejse hjem igen, tidligere end planlagt, med halen mellem benene.Forløbet, som knægten gennemgik, kunne vi nu om dagen godt betegne, som et sabbatsår. En periode hvor unge mennesker lærer verdenen og virkeligheden at kende. Men i dagens evangelietekst bliver en lignende historie ligestillet med døden, og den unge mand kaldes for den fortabte søn.Problemet med den fortabte søn er dog ikke at han rejste hjemmefra. Problemet er heller ikke at han ødslede sine penge væk. Problemet er den måde han rejste væk på. Sønnen blev fortabt da han bad sin far om sin del af arven. Idet han bad om arven, sagde han i bund og grunden at han ønskede sin far død. Fars penge var vigtigere end farens liv. Sønnen var ligeglad med at hans far nu skulle sælge halvdelen af gården, for at give ham arven. Sønnen var ligeglad med at det ville ende med at halvdelen af personalet nu skulle fyres. Han var også ligeglad med at faren nu kun havde halvdelen af sit levebrød.Sønnens drømme og ambitioner var vigtigere end farens liv og derfor blev han fortabt.

Et barn, der på denne måde skubber en forælder til side, er et meget oplysende billede for hvad synd er. Ofte, når vi tænker på synd, så tænker vi at synd er at gøre noget forkert. Så tænker vi på konkrete handlinger, som løgn eller tyveri. Og det er rigtig nok, at disse handlinger er synd. Men ordet synd har også en anden, dybere betydning eller dimension. Ordet synd henviser også til en grundlæggende mangel i menneskernes relation med Gud. Den mangel er, at vi har den indbyggede tendens til at skubbe Gud til side. Og lige som sønnen lever vi på en måde, der siger: ’Jeg vil godt have dine ting, men jeg vil ikke have dig.’ Vi vil godt nyde alt hvad skabelsen har at byde os, uden at forholde os alt for meget til den Gud, der har skabt det hele. Måske er det fordi vi nu om dagen ikke kan lide relationer, der ikke er i ligevægt. Det vil sige relationer hvor den ene part har mere magt eller ansvar end den anden. Men i realiteten er ikke alle vores relationer i ligevægt. Der er ikke ligevægt i forholdet mellem forældre og børn, mellem arbejdsgiver og arbejdstager, osv. Og langt hen af vejen finder vi os i det. Vi har det dog sværere at finde os i uligevægten mellem Gud, som skaber, og os, som de skabte. Måske er det fordi vi ikke kan se Gud, eller ikke kan se Gud i aktion. Men uanset hvad, så vil vi beholde magten i vores liv, og så vil vi, at vores liv skal dreje om os selv. Dermed ender vi med at skubbe Gud til side og mister forbindelsen til den, der har givet os liv. Og det, at miste denne forbindelse, er hvad det vil sige at være fortabt.

Faren til den fortabte søn havde ikke været den samme, siden hans dreng rejste. Han var ikke den livskraftige mand han engang havde været. Det var, som om han var blevet 5 cm kortere. Han forsømte sin gård. Hans ældste søn skulle gøre alt arbejde, mens han bare stod ved hegnet og gloede ud i horisonten. Naboerne snakkede. Nogle havde ond af ham, men de flest så ned på ham. Det var en skandale, at han havde tilladt sin yngste søn at opføre sig på denne måde. Sikke en dårlig opdragelse. Men faren var ligeglad med naboerne. Faktisk var han også ligeglad med gården. Det eneste han ønskede var at have sin familie samlet igen. Hans drenge var de eneste der betød noget. Så han ventede tålmodigt og holdt fast i det spinkleste håb om, at hans barn ville komme hjem igen. Og da dagen kom, hvor hans søn kom hjem, glemte han alt om fortiden. Han glemte fornærmelsen og den formue han havde mistet. Han kunne holde sit barn igen. Han kunne endelig være glad igen. Så han sætte gang i den største fest han nogensinde havde holdt. Da storebroren kom hjem fra arbejdet den aften og fandt ud af hvad der foregik, der blev han forståeligt nok ret utilfredse. Han gav sig til at skælde sin far ud. Det var farligt. Hvis man i den tid og kultur skældte sin far ud på denne måde, så kunne man godt forvente en ordenligt omgang tæsk. Sådan en mangel på respekt blev ikke accepteret. Men igen glemte faren fornærmelsen. I hans hjerte var der ikke plads til hævn, for familien var det allervigtigste.

Dem, der har børn, ved at de små væsner er den mest omfangsrige opgave man nogensinde får. Det mest udfordrende er måske at opdrage dem med mildhed og tålmodighed. Det er nemlig ikke svært at skælde dem ud, eller sende dem på deres værelser. Det er ikke svært at bruge ens magt. Men de bedste øjeblikke opnår man, når man kan opdrage og vejlede, uden at bruge magt. Det er der, hvor man træder mest i karakter. Det var på denne måde, at Gud trådte i karakter, som den ultimative forældre. Han kom ikke bare med mildhed og tålmodighed. Nej, han kom med decideret svaghed og afmagt. Og i den afmagt åbnede han døren til os mennesker, så at vi kunne blive hans børn. I den afmagt gav han vores liv en menig og en betydning, som vi aldrig selv ville kunne skabe. I den afmagt tilgav han vores synder. Det er det, der gør os i stand til at have forbindelsen med vores skaber. Man kan kun have en god barndom, når man har en forælder, der passer på én. Ligeledes kan man kun leve livet fuldt ud, når det er sammen med den, der har skabt livet. I den relation lærer man hvilken gave livet er. Der finder man håb i mørket og får en grund til at synge, som vi sang i dag:

’Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,

did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,

ret som om det ånded af lyset ud –

o du milde Fader, min skaber, Gud!’

 

Derfor siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.


Ophavsret: