Hvorfra kommer min hjælp

© Jette Sørensen
Udgivet af Bjarne Hougaard, ons d. 15. apr 2020, kl. 19:25
Corona

I salmernes bog læser vi:

Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp?  
Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber.   
Han lader ikke din fod vakle,
han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.  
Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn,
han sover ikke.  
Herren bevarer dig,
Herren er din skygge ved din højre side.  
Om dagen stikker solen dig ikke,
månen ikke om natten.   
Herren bevare dig mod alt ondt,
han bevare dit liv.  

Herren bevare din udgang og din indgang
fra nu af og til evig tid.
          Salme 121

Hvorfra kommer min hjælp? – sådan spørger forfatteren til salmen her – og sådan er der mange af os, der har det i vores indre i disse dage. Efterhånden som nedlukningen af vores samfund varer længere og længere, kan vi let blive mere og mere forstemte.

Vi kan godt glæde os over, at noget af strategien lykkes, indlæggelsestallene og dødsfaldende er ikke så alarmerende, som vi ser det i mange andre lande, men samtidig ser det så vanskeligt ud at komme videre. Bliver det nogensinde sådan, at vi kan mødes normalt igen – sådan spørger vi.

Som kristne vil vi gøre det samme, som ham, der skrev disse ord for mange tusind år siden. Vi løfter vore øjne – måske lidt usikkert – for at se efter hjælp. Og så mødes vi med ordene om at hjælpen kommer fra Herren, himlens og jordens skaber. Det er HAM, vi må se hen til i dage som disse.

Vi er selvfølgelig dybt taknemlige, fordi vi får lov til at være en del af et samfund, hvor vi har et højt udviklet og velfungerende sundhedsvæsen, som vil tage hånd om os, hvis vi skulle blive smittet, eller hvis vi i øvrigt bliver syge. Vi har dygtige læger, gode ansatte i plejen og vi har et velordnet samfund, som kæmper for, at så få som muligt kommer til at lide unødigt.

Men på trods af alt dette, er vi først og sidst afhængig af Guds hjælp og indsigt. Han vil ikke lade vor fod vakle, står der. Han vil støtte og bevare os igennem krisen – og oftest gør han det gennem andre menneskers hjælp og indsigt.

Han følges med os ligeså tæt, som skyggen følger os på en solfyldt dag. Det er ikke muligt for os at være et sted, hvor han ikke er.

Han bevarer os imod alt ondt, siges det også i salmen. Det kan vi jo nok synes er lidt optimistisk – og i nogle tilfælde næsten uden hold i virkeligheden. Men det er fordi Bibelens Ord altid går et spadestik dybere, end det vi kan se i vores eget liv.

Vi kan møde meget ondt i livet- ja vi kan miste livet. Men Gud ved at det værste, der kan ske med os ikke er det, der sker med vores liv, om vi er syge eller raske, om vi har medgang eller modgang – ja ikke engang om vi lever eller dør. Det værste der kan ske os, er at vi mister forbindelsen med Gud selv. For det er ham, og ham alene, der kan og vil bevare os til det evige liv.

Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid – sådan slutter salmen. Det er et løfte til os, hver gang vi bevæger os ud i et ukendt område, sådan, som vi er i disse dage. Uanset hvordan vores livsvej former sig herefter, ønsker han at give os en indgang til det evige liv, som skænkes ethvert menneske, der tror på ham.

Den danske Salmebog nr. 36

1 Befal du dine veje og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje, som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå.

4 Vej har du alle steder, dig midler fattes ej;
kun nåde du udspreder, kun lys er al din vej;
din gerning kan ej hvile, ej standses kan dit fjed,
når du til os vil ile med hjælp og bistand ned.

6 Så kast da al din smerte på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte, vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre, som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære, og alting vel han gør.

Bøn

Herre!

Du, som lover at bevare os mod alt ondt.

Vi beder dig bevar os imod alt ondt også i denne svære tid. Først og sidst beder vi dig om, at vi må bevare håbet.

Du kender vore liv. Til mindste detalje ved du, hvad vi kæmper med og kæmper mod. Du troner højere end de højeste bjerge, og ser alt hos os. Du er ved vor side, som skyggen, der aldrig kan løsrives fra os.

Vi beder for vort land. Giv os at stå sammen – adskilt fra hinanden – for at holde smitten nede. Velsign læger, forskere, plejepersonale og alle andre, der arbejder for lindre og læge de syge og værne om de raske.

Velsign lærerne og det pædagogisk personale i skoler og institutioner, som nu igen skal modtage børn i en form for hverdag. Giv tryghed til både ansatte, forældre og børn.

Velsign politikere og administration til at få gode råd i sinde – og hjælp dem til i enighed at gøre det rette.

Først og sidst beder vi: Bevar os i håbet om LIV ved troen på dig, som dødens overmand, Du Gud, Fader, Søn og Helligånd. AMEN

 ------------------

Hvis du selv har en bøn, som du ønsker skal bedes af præsten i kirken. Send den til bhou@km.dk eller sms 51670660, eller læg den i postkassen på Kirkevænget 1.


Se og hør andagten herunder - eller download den her.

Kommentarer

Tilføj kommentar

Ophavsret: