Hvad hindrer os i at mærke Guds fred

Udgivet af Bjarne Hougaard, tor d. 4. jul 2019, kl. 07:56
Forkyndelse

Meditation ved sommerandagten over Esajas kap. 57,15-19:

Esajas fortæller os, at der er to ting, der skal fjernes, før vi kan modtage den fred, Gud inderligt ønsker at give os: 1 vores falske stolthed og 2 vores falske ydmyghed. 

Når de to forhindringer bliver ryddet af vejen, bliver der plads til Guds fred.

Den første hindring, der skal fjernes er falsk stolthed. Netop FALSK stolthed. Der er også en legitim form for stolthed! Det er helt fint og nødvendigt at have et sundt selvværd. Men der er altså også en falsk stolthed, der sætter facader op og forsøger at skjule vore fejl og mangler.

Vi lever i en konkurrencetid med en udpræget perfekthedskultur, som er ved at tage livsmod og –lyst fra både børn, unge og voksne. Mange skjuler deres utilsrækkelighed bage masker af falsk stolthed. Vi understøtter vores falske stolthed med overdreven forbrug og materialisme. Vi antager, at vores familie og venner ikke vil elske os for det vi er, og så forsøger vi at købe deres kærlighed med ting og falsk stolthed.

Men Guds fred kommer ikke på den måde. Sand glæde findes ikke i falsk stolthed. I stedet for fred får vi ufred, når vi er båret af falsk stolthed.

Derfor opfordres vi til at give slip på den: Jeg blev vred over deres syndige griskhed, jeg slog dem og skjulte mig i vrede; i frafald fulgte de den vej, de ville. Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem trøst til gengæld.

Den anden hindring er falsk ydmyghed. Der findes også en sand ydmyghed, som vi opfordres til at søge i vores liv med andre. Men den falske ydmyghed er farlig. Det er på en måde en anden side af samme sag – et spejlbillede af stoltheden. Stoltheden forventer ros og anerkendelse. Den falske ydmyghed kan ikke modtage anerkendelse og siger: Jeg er ingenting værd.

Det er ikke Guds syn på dig. Han siger: Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt.

Hele tiden lyder det fra ham: OPLIV, HELBRED, TRØST!

Modtag Guds fred!

Vi oplever ikke Guds fred, før vi får et realistisk billede af os selv, så vores falske stolthed bliver knust i mødet med Gud som den ophøjede og evige, og så vores falske ydmyghed bliver erstattet af erkendelsen af, at Gud vil ophøje, oplive, helbrede og trøste os, når ånden er nedbøjet og hjertet er knust. Så kan vi høre, at vi er elsket af ham med en evig kærlighed – bare fordi vi er dem vi er.

Vejen er banet til Guds fred! Ikke fordi vi har været gode til at arbejd med os selv

eller tage imod hjælp fra andre, men fordi GUD greb ind.

Gud ønsker at helbrede! Det eneste, der bringer håb om fred til et træt hjerte, er, at Gud har taget bolig hos os, så han på én gang er i det høje og hos det menneske, der er nedbøjet efter kampen mod det, der hindrer os.

Hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt: Fred, fred for den, der er langt borte, og for den, der er nær, siger Herren, og jeg helbreder dem.

Han helbreder og giver fred, fordi han selv bliver offer for både vores falske stolthed og ydmyghed. Den bærer han med sig, da han giver sig hen i døden for vores skyld.

Derfor kan vi møde både Gud og hinanden som vi er – som helbredte mennesker, der sammen kan oplives og opløfte vore hjerter til hans lovsang og tilbedelse og ære.

Ophavsret: